Info om sterilisation af hund

Skal min hund steriliseres eller ej?

Det er et spørgsmål mange tæve hunde ejere stiller sig selv.

Der kan være både fordele og ulemper ved en sterilisation og ikke mindst afhænger det også rigtig meget af den enkelte hunds psyke. Der bør desuden tages højde for din hunds race og alder, i forhold til dens vækst og modenhed.

Vi vil på Dyreklinikken altid stå til rådighed med grundig vejledning og information inden din hund steriliseres!

Det kan være en god ide, at gøre op med sig selv, hvad den ønskede årsag til sterilisation af ens hund egentlig er.

Et valg om sterilisation bør i sidste ende altid træffes i samråd med din dyrlæge!

Fordele ved sterilisation

Af fordele ved sterilisation kan blandt andet nævnes:

  • Uønsket drægtighed undgås
  • Arvelige lidelser føres ikke videre
  • Falsk drægtighed/pseudodrægtighed undgås
  • Cyster på æggestokkene undgås
  • Væsentlig mindre risiko for livmoderbetændelse 
  • Væsentlig mindre risiko for tumorer i brystkirtlerne og i skeden

Ulemper ved sterilisation

Der kan opstå uønskede bivirkninger ved sterilisation. En af de mere hyppige bivirkninger er, at pelskvaliteten kan blive forringet og f.eks. blive kedelig og tør. Desuden ses der ved steriliserede dyr en tendens til overvægt, samt et måske lavere aktivitetsniveau, hvilket man som ejer bør være meget opmærksom på.

Er din hund en usikker og nervøs hund i forvejen, er det heller ikke sikkert at en sterilisation er det rette valg, da man da vil kunne opleve at hunden bliver mere usikker end før sterilisationen.

Af ulemper ved sterilisation kan blandt andet nævnes:

  • Tendens til overvægt
  • Risiko for pelsforandringer
  • Let øget risiko for overrevet korsbånd
  • Forsinket lukning af vækstlinje (ved sterilisation inden kønsmodenhed)
  • Risiko for inkontinens
  • Udvalgte racer kan være disponerede for at udvikle visse kræfttyper efter sterilisation:

    • Knoglekræft: Store hunderacer generelt. Øget risiko ved sterilisation inden 1. løbetid.
    • Blærekræft: Skotsk Terrier, Fox Terrier, West Highland White Terrier, Beagle.
    • Lymfeknudekræft: Dobermann, Rottweiler, Boxer, Berner Sennen.
    • Hudkræft: Golden Retriever, Labrador Retriever, Boxer, Boston Terrier.
    • Miltkræft: Schæfer, Golden Retriever, Labrador Retriever.

 

Valg af foder efter sterilisation

Du vil få grundig vejledning på klinikken efter din hunds operation, om hvilket foder vi vil anbefale til lige netop din hund efter sterilisation.

Desuden tages der højde for hvilket livsstadie din hund befinder sig i. Om det er en unghund eller en ældre hund med andre behov.

 

Læs mere

Brug for en d​yrlæge lige nu? Og er det uden for normal åbningstid?

Vi bestemmer ikke selv, hvornår vores dyr bliver syge og har akut brug for dyrlæge.

Derfor er vi med i et vagtsamarbejde, der gør det muligt for dig altid at kunne komme til dyrlæge.

Vagthavende dyrlæge oplyses altid på tlf.: 86 68 36 67​​.